Kirkerup Kirke, Roskilde Domprovsti.

Kirkerup Kirkes forside

Åbningstiden

Kalkmalerier

Historie

 

 

Mange tror, at tilbygningen mod syd er kirkens våbenhus og indgang, men bygningen har siden 1867 fungeret som ligkapel. Kapellet er i dag ved at blive restaureret, med inddragelse af graverens depotrum. Der bliver nu loft til kip og ved denne lejlighed vil et gammelt vindue mod syd blive genåbnet. Endvidere er der fremkommet en højst mærkværdig bue i væggen ind mod kirken. Hvorfor den er der ved man ikke. Kapellet rummer tre gamle gravminder, der oprindelig lå som mindesten i selve kirkens gulv.

 

Gravsten over Peder Lauridsen.

Gravstenen som er indmuret nordligst på østmuren, er i grå kalksten, og den er trapezformet. Foroven måler den 67 cm, mens den forneden måler 60 cm. Højden er 182 cm. Gravstenen er middelalderlig, og den har en sekundær indskrift med fordybede versaler over den vellærde unge mand Peder Lauridsen, født af ærlige Forældre i Gundsølille 6. jan. 1625, død sammensteds ? okt. 1652. Forneden er et bomærkeskjold, hvis ene side er udslidt, og på den anden læses initialerne LP og MD og derunder er et latinsk vers. Denne sten er muligvis identisk med en i 1896 omtalt sten, der bar udslidte minuskler og en senere indskrift. Den omtalte gravsten lå da som trappesten ved tårnets vestindgang.

 

Østmuren

Gravsten over Michael Pedersen Karmark og søn.

Gravstenen, som er indmuret sydligst på østmuren, er i rødgrå kalksten, antagelig Ølandskalksten. Stenen er 96 cm bred og 144 cm høj. I hjørnerne er der evangelistcirkler, og på selve cirklerne er evangelisternes navne med fordybede versaler. Mellem de to øverste hjørnemotiver er en oval med et liggende barn med aks og kranie, mens der mellem de nederste hjørnemotiver er to våbenskjolde. I det ene skjold er firbladet blomst med pålagt hjerte, mens der i det andet skjold er en springende hjort. Teksten over de afdøde er med fordybede versaler, iblandet kursiv og skriveskrift. Michael Pedersen Karmark,

 

"i lang Tid beviist sin høye Forstyand udi vanskelige, sin Fliid og Troskab udi vigtige Forvaltninger over Bergverkerne i Norge, død her 5. Marts 1685, og hans yngste Søn Niels Michelsen Karmark, død den 7. Marts 1685, ½ Aar gl." Efterr indskriften er et gravvers. Stenen er lagt af enken Kirsten Jensdatter Munck "selvfemte".

 

Gravstenen lå i 1872 som trappesten ved tårnets vestindgang.

 

Gravsten over Berthel Larsen.

Gravstenen, som står lænet op ad vestmuren, er i rød kalksten, antagelig Ølandskalksten. Stenen måler 139 cm i bredden og 224 cm i højde. Gravstenen er med englehoveder i hjørnecirkler. Foroven er i relief Den opstandne Kristus med sejrsfanen, mens der forneden er et dødssymbol, nemlig et kranium på korslagte knogler. Centralt er en længere tekst over afdøde med fordybede versaler.

 

Berthel Larsen, fordum Borger og Vognmand i Roeskilde, født her samme sted 10. april 1707, død 3. juli 1763 efter 26 Aars Ægteskab (to sønner) med Anna Marie Larsdatter "som her også hviler", født ?, død (16. Maj 1776).

 

Stenen er sikkert hidført fra Roskilde og forsynet med en sekundær indskrift med fordybede versaler over Rasmus Andersen, født i Aagerup 1760, død 1814.

 

Vestmuren

Tilbage til Kirkens historie