Tilbage til register for arbejdsgrundlag for bestyrelsen

3.Udkast.

Aftale om anvendelse af laden til Hvedstrup Præstegård

Følgende aftale er indgået mellem

 

Ågerup Kirkerup Hvedstrup Sogns menighedsråd

(i det følgende menighedsrådet)

 

og

 

Foreningen PU Laden i Hvedstrup

( i det følgende foreningen)

 

Foreningen har til hensigt at afsøge mulighederne for at etablere et økonomisk grundlag for at istandsætte og drive et samlingssted for unge mennesker mellem 14 og 18 år med bopæl i Ågerup Kirkerup sogn, med henblik på at tilbyde de unge mennesker en meningsfuld fritid, skærpe deres interesser for kulturelle fritidsinteresser i form af musik, drama og teater, samt stille et sted til rådighed, hvor det er muligt at more sig, uden at der er alkohol involveret. Foreningen har identificeret laden til Hvedstrup Præstegård som en hensigtsmæssig ramme for denne aktivitet, idet laden allerede anvendes i begrænset omfang af unge konfirmander til forskellige kunstneriske aktiviteter.

 

Menighedsrådet stiller i den forbindelse laden til Hvedstrup Præstegård til rådighed for foreningen på følgende vilkår:

 

1.  Laden stilles i første omgang til rådighed i perioden 15. juni 2010 til 31. december 2011. Hvis

      foreningen i denne periode er i stand til etablere det økonomiske grundlag for at istandsætte lokalerne og drive aktiviteterne, så forlænges aftalen yderligere 5 år, dvs. til 31. december 2016. Hvis foreningen ikke er i stand til at etablere det økonomiske grundlag i den nævnte periode, så falder aftalen væk.

2.  Menighedsrådet forestår fortsat den udvendige vedligeholdelse af laden samt af udenomsarealerne i samme omfang og på samme niveau som på nuværende tidspunkt. Foreningen forpligter sig til at sikre, at der er pænt og ryddeligt omkring laden, således at hverken udenomsarealerne eller bygningen udvendigt  belastes af foreningens aktiviteter.

3.  Foreningen forestår den indvendige istandsættelse og vedligeholdelse af laden. Foreningen er ansvarlig for, at dette sker i overensstemmelse med lovmæssige krav til lokalernes anvendelse og indretning.

4.  Menighedsrådet holder laden brandforsikret og sikrer sig i den forbindelse, at foreningens aktiviteter kan drives i lokalerne, uden at det påvirker den forsikringsmæssige dækning.

5.  Foreningen sørger for nødvendige forsikringer vedrørende dens aktiviteter i lokalerne.

6.  Da laden ikke anvendes ved foreningens overtagelse, og da den ikke er indrettet, så er foreningen ikke forpligtet til at bringe den tilbage til den nuværende stand ved denne aftales ophør. Foreningen afleverer lokalerne i pæn og rengjort stand.

7.  Menighedsrådet er berettiget til at have en repræsentant i foreningens bestyrelse, så længe denne aftale løber, eller at blive holdt orienteret om foreningens aktiviteter ved fremsendelse af referater fra foreningens generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

8.  Foreningen betaler ikke leje for lokalerne, men betaler for forbrug af strøm, varme, vand og kloak.

 

(underskrifter)

 

Tilbage til register for arbejdsgrundlag for bestyrelsen