Tilbage til register for arbejdsgrundlag for bestyrelsen

Vedtægter for Foreningen PU Laden i Hvedstrup

 

§ 1. Navn og hjemsted


Stk. 1. Foreningens navn er PU Laden i Hvedstrup, forkortet PU Laden.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Roskilde Kommune.

 
§ 2. Formål


Stk. 1. Foreningens formål er:

 

a) med laden til Hvedstrup Præstegård som ramme og baseret på kristne grundværdier at etablere og drive et samlingssted for unge mennesker i alderen 14 -18 år med bopæl i Ågerup – Kirkerup – Hvedstrup pastorat(Brugerne) med henblik på at tilbyde dem en meningsfuld fritid, skærpe deres interesse for kulturelle fritidsinteresser i form af musik, drama og teater samt stille et sted til rådighed, hvor det er muligt at more sig, uden at der er rusmidler involveret (Aktiviteten), og

 

a) med udgangspunkt i Aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed Brugernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

 

§ 3. Medlemskreds


Stk. 1. Som medlemmer optages forældre, bedsteforældre og andre resourcepersoner med interesse for Aktiviteten, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.

Stk. 3. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket eller ved henvendelse til foreningens kasserer.

Stk. 4. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår.

Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.

 


§ 4. Generalforsamlingen


Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved brev eller mail til medlemmerne.

Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

 

Valg af stemmetællere
Valg af dirigent
Formandens beretning
Regnskabsaflæggelse
Behandling af indkomne forslag
Fastsættelse af kontingent
Godkendelse af budget
Valg af formand
Valg af næstformand
Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.

Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal. 

 


§ 5. Ekstraordinær generalforsamling


Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.

 


§ 6. Foreningens daglige ledelse


Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og 3 generalforsamlingsvalgte medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode.

Stk 2. Menighedsrådet  for Ågerup – Kirkerup - Hvedstrup pastorat  har ret til at være repræsenteret med et medlem i bestyrelsen.  . Hvis menighedsrådet ikke er repræsenteret i bestyrelsen, skal formanden kontakte menighedsrådets formand senest 30 dage før generalforsamlingens  afholdelse med henblik på at afklare, om menighedsrådet ønsker et  medlem repræsenteret i bestyrelsen. Hvis menighedsrådet ønsker en repræsentant  skal navnet på denne meddeles til foreningens formand senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Hvis menighedsrådet ikke er repræsenteret i bestyrelsen, skal menighedsrådets formand  have tilsendt referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder senest 14 dage efter disses afholdelse.

Stk 3. Sognepræsten for Ågerup – Kirkerup Sogn har ret til at være medlem af bestyrelsen. Hvis sognepræsten ikke er repræsenteret i bestyrelsen skal formanden kontakte sognepræsten  senest 30 dage før generalforsamlingens  afholdelse med henblik på at afklare, om denne ønsker medlemskab af bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 5. Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kendskab.

 


§ 7. Økonomi, regnskab og revision


Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

 


§ 8. Tegningsregler og hæftelse


Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

 


§ 9. Vedtægtsændringer


Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

 


§ 10. Opløsning


Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. 

Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

 


§ 11. Datering


Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 15. juni 2010.

 

Dirigentens underskrift.

Poul-Erik Skou Larsen

 

Tilbage til register for arbejdsgrundlag for bestyrelsen