Udgivet lør d. 12. maj 2018, kl. 17:19

Kristi Himmelfart er fortællingen om at Jesus vender tilbage til Gud. Himmelen er Guds sted. Guds sted er alle steder - ligesom himmelen er alle steder. I stedet for kun at være ét sted, kan Jesus ligesom Gud være flere steder - ja, alle steder - på én gang.

Gud er usynlig så vi ikke kan se Gud med vores øjne. Gud kan man somme tider mærke som fx boblende glæde, trygheden i et knus og kærlighed. Gud er noget vi ikke kan se - men som er der alligevel, for det kan vi mærke.

Sådan er det også med et radioprogram eller en podcast. Man kan kun se/høre det, hvis man har den rigtige modtager - en radio eller en smartphone/ computer. Uden er det usynligt og uhørligt. Men med den rigtige modtager kan man høre hele radioprogrammet eller hele pod-casten alle steder på én gang. På den måde kan man sige, at Gud er ligesom et radioprogram eller pod-cast.

Når Jesus vender tilbage til Gud, kan man sige at Jesus også bliver som et radioprogram/podcast. Pludselig er han nær alle steder på én gang. På den måde kan man sige, at "Jesus går i luften" eller at "Jesus bliver en udsendelse".

Vores sande selv er den modtager vi skal bruge til at høre udsendelsen "Jesus"

Hjertet er modtager

Når man skal høre et radioprogram eller en podcast, så skal man bruge den rigtige modtager. Sådan er det også med Jesus. Når "Jesus bliver en udsendelse" og "går i luften", så kræver det den rigtige modtager for at høre Jesus. Og den særlige modtager har vi alle sammen, for det er hjertet. Hjertet er ikke bare musklen som hele tiden arbejder i brystet. Hjertet er også den inderste kerne i os - der, hvor vores sande selv er.

Gunder 

Kategorier Gunder Gundersen