I påskeugen (en gl. jødisk fest) kulminerer Guds søns virksomhed på jorden.

Påskepassionen starter med Jesu indtog i Jerusalem, hvor han bliver hyldet som konge med palmegrene (Palmesøndag) – ikke konge over magt og rigskom, men kærlighedens konge.

Derefter kalder Jesus sine nærmeste venner sammen (senere benævnt som de 12 apostle) til påskemåltidet (Skærtorsdag) - den første nadver.

Jesus ved, at han skal dø, og nu skal de huske på, hvad han stod for. Han har de sidste tre år undervist i, hvordan et sandt menneske lever, og han ved, at ingen kan leve op til dette ideal af et sandt menneske, og at ethvert menneske derfor skal samles op, renses og tilgives (Guds nåde).

Denne renselse har man i gammel testamentelig tid foretaget ved ofringer af alt muligt. Jo større offer til Guds velbehag, jo bedre. Nu skal det største offer overhovedet foretages, således at det ikke er nødvendigt at ofre noget som helst mere, og det offer giver Gud til menneskeheden - nemlig sin egen søn. Jesus må ofres, så menneskeheden for eftertiden ikke skal ofre mere (Langfredag).

Men i vores taknemmelighed over al den kærlighed, vi er givet, faktisk uden at være værdig til det, da vi ikke kan leve op til idealet af et sandt menneske, er vores opgave, at vi nu skal række kærlighed videre. Hvad vi har fået for intet, skal vi give for intet (næstekærlighedsbuddet).

Den kærlighed, vi har fået af Gud, selvom vi ikke er værdig til den, og den kærlighed vi rækker videre i næstekærlighed uden forventning om at få noget igen, den er stærkere en døden. Den kærlighed varer evigt - i og med den kærlighed lever vi evigt.

Jesus bliver gravlagt, men allerede Påskemorgen opdager kvinderne, at graven er tom. Jesu lig er ikke i graven mere. Jesus er opstået fra de døde (kødets opstandelse). Så kærligheden har hermed bevist at være stærkere end døden, kærligheden varer evigt. Den kærlighed vi dagligt lever i , øser af er stærkere end døden og varer derfor evigt (Påskesøndag).

Deraf kommer, at det evige liv starter lige netop der, hvor kærligheden starter i vores liv, og dåben symboliserer denne start, hvor vi er omfattet af Guds og vores kæres kærlighed, og at den kærlighed varer evigt.