Pinse søndag er kirkens fødselsdag, hvor de frustrerede venner og efterkommere af Jesus lige pludselig bliver besat af Helligånden som tunger af ild – Guds ånd – af Kærligheden, den kærlighed, der er stærkere end døden (Pinsesøndag).

Den første gudstjeneste, den første menighed er en realitet. Efter at Jesus er opstået fra de døde Påskesøndag, og efter at han ved specielle lejligheder har vist sig som et genfærd - lige for at finjustere ting for sine venner - efter 40 dage opfarer han til himmels.

Nu er det slut med hans tilstedeværelse på jorden. Den nye pagt/Det Nye Testamente er en realitet (Kristi Himmelfartsdag). Derefter er alle Jesu venner naturligvis dybt frustrerede, deres leder er væk. De regnede med, at Jesus ville bruge sin guddommelige magt til at vippe romerne ud og Israel og slå al uretfærdighed ned med.

De så ham som en stor, men jordisk konge, godt nok med ufattelig magt. De regnede med, at Jesus skulle udføre noget konkret her og nu - som krige får ting til at ændre sig. Det, de opdagede i Pinsen, var, at denne magt som Jesus besad - nemlig Kærligheden - var langt større og mere virkningsfuld end almindelig kongelig magt.

Så når der tales om pinse-underet, tales der om den omvendelse, ja overgivelse til at Jesu Kristi kærlighed er den magt, der skal forandre verden, - ja, til stadighed og i al evighed vil forandre verden mod det bedre - det Jesus stod for som det ideelle menneske.